Foredrag med Anders Mielke 27.Oktober

Jeg vil tage jer med ind i mit liv i cykelsporten – et liv, der trods min unge alder på 27 år allerede har budt på flere oplevelser, end jeg næsten kan tælle. Ikke som professionel rytter, men på – og omkring – cyklen i mange forskellige roller.

I dag arbejder jeg som journalist, vært, kommentator og reporter i international cykelsport. I år alene har jeg været med til at udgive en dokumentar om Mads Pedersen, dækket Paris-Roubaix, Giro d’Italia, Tour de France, Vuelta a España og VM i Rwanda. Jeg runder over 100 rejsedage med mikrofonen og Eurosport-poloen på kroppen.

Anders Mielke,
Journalist, Podcast-vært og Cykelnørd

Jeg vil dele historier fra livet bag kulissen under en Grand Tour – om de hårde, lange dage, de uforudsete problemer, og om store øjeblikke med kollegaer som Alberto Contador og Sir Bradley Wiggins. Og jeg vil fortælle, hvordan det var at følge Mads Pedersen tæt gennem et helt år, mens han jagtede sit store mål om en monumentsejr.

I begyndelsen af foredraget fortæller jeg også om, hvordan jeg overhovedet endte hos Eurosport. Om min tid på det danske juniorlandshold, hvor jeg engang slog Tadej Pogacar på en enkeltstart. Og om, hvordan min cykelpodcast Forhjulslir blev springbrættet, der åbnede døren til den verden, jeg lever i i dag.