DGI og DCU har de seneste uger udstukket en række retningslinjer for at træning udendørs, indenfor sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Kaptajnsgruppen i ØCK har vurderet muligheden for at gennemføre holdtræning og er kommet frem til at det I praksis ikke kan lade sig gøre at træne som vi er vandt til, indenfor de givne rammer. Bestyrelsen bakker op om denne beslutning.

Derfor gennemfører ØCK ikke holdtræning i øjeblikket men opfordrer medlemmer der vil holde formen, ved at gå sammen i små grupper (4-6 ryttere) og kun træne med de samme personer - eller allene - ved hvert træningspas.

Ved træning på landevej gælder stadig sundhedsmyndighedernes retningslinier om afstand og hygiejne.
HUSK ALTID! Hvis du har de mindste sygdoms-symptomer skal du blive hjemme!

DCU har samlet et par øvelser til inspiration her.
Husk, at du fortsat kan finde svar på de mest almindelige spørgsmål her. 

Vi forventer at kunne komme med nyt efter d. 11. maj, hvor regeringen er kommet med nye anbefalinger til Danmark. 

God træning
Formanden.


Læs herunder hele DGI's meddelelse til klubben:

Kære idrætsforening

DGI og DIF tilpasser anbefalinger om udendørs idræt
Idrætsforeninger kan nu starte op med udendørs aktiviteter uden kropskontakt, når de generelle krav og anbefalinger overholdes.

DGI og DIF tilpasser anbefalingerne til idrætsforeningerne. Fremover lyder budskabet, at udendørsidræt uden kropskontakt godt kan afholdes, når det sker inden for rammerne af de generelle krav og anbefalinger, som sundhedsmyndighederne og regeringen har offentliggjort på coronasmitte.dk.
DGI og DIF har i flere uger arbejdet intenst sammen med sundhedsmyndighederne for at opnå klarhed for, hvordan udendørs idrætter kan åbne i foreningsregi, og mandag kom Sundhedsstyrelsen med retningslinjer for udendørs idrætter.
For DGI og DIF er det helt afgørende, at de generelle krav og anbefalinger fra sundhedsmyndighederne overholdes. Det indebærer blandt andet:

  • At man ikke må samles flere end 10 personer
  • At man skal holde en afstand på 2 meter til andre personer
  • At man er særlig opmærksom på håndhygiejne – brug håndsprit, hvis der ikke er mulighed for at vaske hænder med vand og sæbe
  • At host eller nys sker i albuen eller i et papirlommetørklæde
  • At man skal holde sig hjemme, hvis man har symptomer som fx feber, hoste, muskelømhed – og gå straks hjem selv ved milde symptomer.
  • Vær opmærksom på de særlige risikogrupper som defineret af Sundhedsstyrelsen.
  • Hvis der i forbindelse med træning og brug af faciliteter benyttes rekvisitter (fx ketsjer eller golfkøller), anbefales det, at der så vidt muligt benyttes personlige rekvisitter. Hvis dette ikke er muligt, skal der være særskilt opmærksomhed på rengøring af fælles kontaktflader, hver gang en person afslutter brugen af en rekvisit.
  • Det forudsættes, at klubhuse og fælles omklædnings- og badefaciliteter stadig ikke er tilgængelige.

Hvis man som forening vælger af afholde udendørs idrætsaktiviteter, så anbefaler DGI og DIF desuden, at man er opmærksom på:

  • Udendørsaktiviteten bør foregå i mindre grupper.
  • Der skal være adgang til det sted eller anlæg, hvor udendørsaktiviteten foregår. (Kommunerne kan have særlige restriktioner, som skal respekteres).
  • Man hænger plakaten med Sundhedsstyrelsens anbefalinger op på idrætsfaciliteten.

Ovenstående er ikke en facitliste på, hvordan aktiviteterne kan udføres i praksis. Der kan nemlig være stor forskel fra idræt til idræt og fra forening til forening på, hvordan fx medlemssammensætningen og de fysiske forhold er. Derfor bør hver enkelt forening overveje, hvordan den eventuelt kan genoptage sine aktiviteter på forsvarlig vis.
Og det er ikke alle idrætsforeningerne, der nu kan sætte gang i nogle af aktiviteterne igen.
”Det her er den første spæde åbning af idrætten, og vi er rigtig glade for, at sundhedsmyndighederne har givet os retningslinjer, så nogle aktiviteter kan starte op i idrætsforeningerne igen. At mødes i idrætsforeningerne skal selvfølgelig være sundhedsmæssigt forsvarligt, og derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at man i mange idrætsforeninger fortsat ikke kan mødes fysisk, selvom vi alle savner at mødes i vores aktive fællesskaber,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

DGI og DIF vil fortsat have en tæt dialog med myndighederne for at sikre, at kommende åbninger af idrætten sker sundhedsmæssigt forsvarligt.

Download plakat fra Sundhedsstyrelsen

Med venlig hilsen
DGI og DIF